Super klubtur
I weekenden var Nordvest OK på klubtur i Skørping og omegn. De 12 deltagere ankom til hytten fredag aften, hvor der var hygge og dejligt samvær om aftenen, efter god aftensmad i spejderhytten. Lørdag formiddag var der sprint i Petersmindebakkerne med start lige uden for hytten. Det var en sprint både i skov og by – endda med en post i en labyrint bygget op af hækplanter. Om eftermiddagen var der træningsløb i Rebild Bakker med den kendte kraftige kupering. Derfor var alle deltagerne pænt trætte efter løbet, så efter endnu en hyggelig aften var det sengetid, så alle kunne blive friske til søndagens løb. Dette løb foregik i Rold Vælderskov, hvor der var op/nedrykningsdyst som et led i Rebild 2-dages. Nordvest OK var dog ikke med i selve dysten, da vi var blevet nr. 3 i 3. Division og derfor hverken skulle løbe om op- eller nedrykning. Efter løbet drog alle hjem igen efter en fantastisk aktiv weekend. En særlig tak skal lyde til Kristian for den gode planlægning af arrangementet og for indsatsen med postudsætning og nedtagning til sprintløbet. På billedet ser vi Kristian og deltagerne evaluere klubturen søndag morgen.
Seneste kommentarer